Charmerende murermestervilla med en attraktiv beliggenhed nær Risbjergskolen
På en lukket vej nær Risbjergskolen møder I denne charmerende murermestervilla med originale detaljer og en god tilbygning fra 2018, så der er plads til børnefamilien. Foruden den attraktive beliggenhed med kort vej til hverdagsbehov kan I se frem til et hjem i tre etager, som indeholder to stuer en suite, et køkken, fire værelser, et gæstetoilet, et badeværelse og kælderen med tre disponible rum og endnu et badeværelse. Hertil kommer haven med et skønt, lille sommerhus.
I bosætter jer på en lukket og børnevenlig vej, hvor de større børn nemt selv kan spadsere til Risbjergskolen cirka 400 meter væk. I gåafstand finder I også pasningstilbud til de yngste og indkøbsmuligheder, mens S-toget til blandt andet København kan tages fra Åmarken Station, som ligeledes nås til fods. Endelig er der heller ikke langt til stranden, grønne parkområder og motorvejsnettet.
Den indbydende murermestervilla fra 1930 er opført i en klassisk rødstensfacade, hvidrammede vinduer og et rødt tegltag, som er lagt på den oprindelige del af huset i 2016. I 2018 blev der tilmed etableret et nyt gårdmiljø og indkørsel med plads til to biler.
De to sammenhængende stuer er beriget med et dejligt lysindfald fra vinduerne mod syd, mens den gode loftshøjde også imponerer. Herfra er der videre forbindelse til køkkenet med charmerende fronter i en original stil og en massiv træbordplade. I stueplan får I også et gæstetoilet, og så byder tilbygningen på to rummelige værelser og et flot badeværelse med bruseniche.
På første sal råder I over endnu to værelser og et mindre, disponibelt rum. Til slut venter jer flere anvendelsesmuligheder i de mange rum i kælderen.
Den ugenerede have er anlagt med græsplæne og gamle træer samt det hyggelige, lille sommerhus fra 1920, som i dag mest bruges til opbevaring.