Rødovre Parkvej 221, st., 2610 Rødovre

Spændende håndværkertilbud! Høj stuelejlighed med 3 værelser og central beliggenhed i Rødovre!

Velkommen til Rødovre Parkvej 221, st. og en lejlighed centralt i Rødovre med masser af potentiale for boligkøbende singler og par i alle aldre. Den højt beliggende stuelejlighed er lys og mulighedsrig med et stort potentiale for, at I kan gøre hjemmet til jeres eget.
Boligen indeholder 78 veldisponerede kvadratmeter fordelt over en meget spændende treværelses planløsning. Her er entré med skabsløsning, bad med brus, trækøkken med mulighed for spisekrog, to værelser og ikke mindst en lys stue med vestvendte vinduespartier.

Med en spand maling og en klud kan man gøre meget for at introducere boligen til år 2022, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at der er masser af muligheder for at gøre dette hjem både hyggeligt og anvendeligt, hvis man blot har hænderne skruet godt på. Rummene er nemlig særdeles indretningsvenlige - altså behøver I ikke mangle noget, og I skal hverken gå på kompromis med det store spisebord eller den bløde hjørnesofa. I kan tilmed kigge ind i mulighederne for at sammenlægge køkken og stue til ét rum, så der bliver introduceret endnu mere rummelighed.

De to værelser er også med til at lade boligen favne bredt. Om I vil indrette kontor, gæsteværelse eller måske et børneværelse foruden jeres eget soverum, kan I helt selv bestemme, og også her er det muligt at åbne op, hvis lys og luft er vigtigt for jer.
I har desuden alle de praktiske faciliteter lige ved hånden såsom et køkken med alle de nødvendige hårde hvidevarer og et badeværelse med flisebelægning og bruseafsnit - og så er der det integrerede skab i entréen, der gemmer overtøjet væk.
Lejligheden befinder sig i en ret høj stueetage i den klassiske etageejendom fra 1962, der står med gule murstensfacader og gode, store vinduespartier samt grønne fællesarealer. For beboerne er der ligeledes gode parkeringsfaciliteter og vaskekælder med industrimaskiner, mens ejendommens enheder tilgås fra hyggelige svalegange.
Med adresse på Rødovre Parkvej kan I se frem til en sublim adresse, der omfavner både naturskønne områder og ægte byliv. Det tager nemlig ikke mange minutter at tage til Damhusengen og Damhussøen, og endnu kortere er der til Rødovre Centrums brede udvalg af butikker, dagligvareforretninger og flere kulturinstitutioner. Der er endda sikker skolevej til Valhøj Skole, som nås uden at krydse store veje, og der er som prikken over i'et nemt til København K med bus, S-tog eller bare på cykel.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.